Female Muses
Fuglsang Kunstmuseum. 4. oktober 2024 — 23. februar 2025
https://fuglsangkunstmuseum.dk/udstilling/anette-abrahamsson-solo/
Svenskfødte billedkunstner Anette Abrahamsson fylder 70 år i 2024 og Fuglsang Kunstmuseum arrangerer i den anledning en soloudstilling med hendes værker. Udstillingen vil være den første soloudstilling med Abrahamsson på et dansk kunstmuseum nogensinde, og vil vise et stort udvalg af hendes vigtigste motivkredse fra de sidste ca. 25 år sammen med udvalgte værker fra gennembruddet som ’ung vild’ i 1980’erne og fra årene med det såkaldt coole maleri fra 1989 og årene derefter.
Abrahamsson har siden 1980’erne været en central figur indenfor maleriet på den danske og svenske kunstscene, bl.a. i kraft af hendes mangeårige virke som underviser i maleri i både Danmark og Sverige, herunder 10 år som professor på Kunstakademiet i København. Det er derfor på tide, at et dansk kunstmuseum markerer hendes position med en udstilling, der viser hvilken fremragende maler hun er indenfor det konceptuelt figurative maleri.
Anette Abrahamsson – Female Muses fortæller historien om, hvordan kunstnerens praksis fra begyndelsen har været bestemt af en feministisk bevidsthed omkring motivvalg, genrer, blikke og køn. I alt hvad Abrahamsson laver fornemmer man samtidig kunstnerens underfundige humor.
På udstillingen vises 52 malerier og vævede billeder fordelt på temaer som Female Muses, eskapisme, jagt og blomster. Udstillingen ledsages af en ny portrætfilm (se den på YouTube) og et gratis hæfte med tekster om temaer og udvalgte værker. Hæftet udgives på dansk, tysk og engelsk og udleveres i museumsbutikken.